Pitch Audition
Vind 10.000 kr. og muligheden for at pitche foran fem topprofessionelle investorer!
Som gæst til Startup Summit Odense’22 får du en helt unik mulighed for at deltage i konkurrencen om 10.000 kr. samt rådgivning, mentoring og pitchtræning ved Tanken16, Visti Unlimited og SDU RIO. Derudover vinder du også en plads til StartOB Investor Pitch, hvor du skal pitche foran intet mindre end de fem topprofessionelle investorer; Esben Østergaard, Thomas Visti, Helge Munk, Torben Frigaard og Niels Thorborg!
OBS: Det er kun gæster ved Startup Summit Odense’22, der kan deltage i konkurrencen. Der er plads til 15 deltagere. Pladserne tildeles efter først-til-mølle princippet.
Tilmelding til Pitch Audition åbner i august.
Forløb
Trin 1: den 15. november 2022: Pitch Audition på Nature Energy Park
Der afholdes Pitch Audition ved Startup Summit Odense den 15. november på Nature Energy Park.
Som deltager får du to minutter til at pitche din virksomhed foran en jury bestående af fem eksperter samt de øvrige gæster ved eventet. Det er op til juryen at vurdere, om du går videre til Trin 2. Din pitch behøver ikke den store forberedelse – du får en mikrofon stillet til rådighed og kan ikke gøre brug af præsentationer, plancher eller lignende.
Juryen til Pitch Audition består af:
- Anne Mejdal, Direktør, Visti Unlimited
- Claus Madsen, Salgschef, OB Sponsorsalg
- Johnny Killerup, Forretningsudvikler, CoWorking Plus
- Peter Therkelsen, Udlejningschef, Syddanske Forskerparker
- Roy Lemminger, Forretningsudvikler, SDU RIO
Trin 2: den 22. november 2022: 2nd Pitch
Gik du videre fra Pitch Audition på Nature Energy Park? Så er næste trin i konkurrencen at levere et forberedt Elevator Pitch. Tid og sted følger.
Du skal levere en 8 minutter lang Elevator Pitch foran en professionel jury, og du har mulighed for at gøre brug af en præsentation, plancher eller lignende.
I alt kåres 5 virksomheder som vindere af rådgivning, mentoring og pitchtræning ved Tanken16, Visti Unlimited og SDU RIO. Derudover vinder du også en plads til Trin 3: StartOB Investor Pitch, hvor du skal pitche foran de fem topprofessionelle investorer.
Info om jurymedlemmerne følger.
Trin 3: den 27. november 2022: StartOB Investor Pitch
Fyns største erhvervsnetværk, StartOB, er vært ved den store finale, der afholdes på Nature Energy Park den 27. november.
De fem vindere skal her pitche foran fem professionelle investorer, der vurderer, om de ønsker at investere i vindernes virksomheder, og åbner sit netværk op for de fem vindere.
De fem investorer, som finalisterne skal imponere, er:
- Esben Hallundbæk Østergaard, CEO og Co-Founder af REInvest Robotics
- Thomas Visti, ejer og bestyrelsesformand i Visti Unlimited
- Torben Frigaard Rasmussen, bestyrelsesformand og/eller investor hos Cardlay, Retail Internet, Economic, Umbraco, Visiolink, Calwin, Bankingcircle m.m.
- Helge Munk, partner hos QuadSAT, Morningscore, Lorez Technology, KVIKNET, Bloomit and budget123
- Niels Thorborg, koncernchef i og ejer af 3C Holding samt bestyrelsesformand i Odense Sport & Event
De fem investorer udvælger én virksomhed, der gør det særlig godt på dagen, og som går derfra som vinderen af 10.000 kr.
Den store finale finder sted i forbindelse med fodboldklubben OB’s sidste hjemmebanekamp. Der tages forbehold for, at datoen kan ændres.